Drivvejen, dyrefold ved Lyne, engafvanding og læplantning i Vestjylland
Mindesten i Kongenshus Mindepark
Isoleret afsnit af Drivvejen i Vestjylland
Sløjfe på Drivvejen fra Lyne til Ølgod og Strellev via Knude og Raunkjær. Kilde: Udgivelse af Ringkøbing Amt, Ribe Amt, Sønderjyllands Amt, Amt Karrharde (Tyskland) samt danske statsanerkendte museer langs Drivvejen, 2006.
Udflugt til den gamle dyrefold juli 2017
Studedrifterne
Store dele af Vestjylland var fra 1500-tallet og op til midten af 1800-tallet ramme om en stor produktion og handel med stude, som blev drevet til havne og markeder på egne ben – heraf betegnelserne drivvejen og studedrift. Vestjylland var rig på græsgange – “det grønne guld” – som blev brugt til opfedning af dyrene.
Mads Lidegaard har påvist, at der har været en vestjysk oldtidsvej, som er ligeså gammel, lige så bred og lige så brugt som Hærvejen i Østjylland. Han døbte den “Ravvejen”. Læs mere om det i en artikel skrevet af Poul Erik Søe, dengang forstander på Lønne Højskole (nu nedlagt) i Sognebladet i Lyne april 1993 på Jørgen Bøgebjergs hjemmeside:
http://www.solhus.dk/?page_id=289
Her står bl.a.:
“Af alle steder på den vestjyske oldtidsvej er spor-fundene ved Lyne de vigtigste. I et åbent område lige syd for 40 km-stenen ligger alle tre systemer tydeligt fremme og udgør et stykke anskueligt vejhistorie, som burde fredes: 35 kringlede hjulspor ned ad bakkehældet, side om side, i engdalen den 6 meter brede vejdæmning med grøfter på siderne, nu helt i græs, og længst mod vest med den moderne hovedvej med dens myldrende trafik”.
Luftfoto af parallelsporene fra oldtidsvejene, også kaldet Ravvejen eller den Vestjyske Hærvej, ved Hovedvej A11 og Knudevej, lidt syd for Lyne by.
Eksporten af okser kendes allerede fra 1400-årene, men også tidligere blev levende dyr transporteret mod syd og vest. De blev solgt først på efterårsmarkederne i Kolding og Ribe til opkøbere fra de nordtyske byer. Okser blev efterhånden Danmarks vigtigste eksportartikel. I 1770-1825 forbød Holland indførsel og studedriften gik derefter først og fremmest til Husum, Itzehoe og Hamburg.
I slutningen af 1400-årene havde eksporten nået et omfang på ca. 10.000 pr. år og i løbet af 1500-årene og begyndelsen af 1600-årene nåede den sit foreløbige maksimum på op til 50.000 pr. år.
Tallene kunne svinge kraftigt p.g.a. krig, sygdom, misvækst og hungersnød. Se mere i bogen: Drivvejen – ad studedrivernes spor i det vestlige Jylland, fx. s.43-49.
Fra markedsplads i Husum i 1800-tallet
Omkring 1600-tallet er Danmark i god økonomisk fremgang, og der rapporteres om mægtige studedrifter fra Hardsyssel (Ringkøbing Amt plus bl.a. Strellev) – ikke mindst på Strellev-Lyne egnen.
Langs drivvejene var en række kroer og gæstgiverier. Nogle eksisterede gennem århundrede som kendte kongelige priviligerede kroer, andre – uden bevilling – opstod og blev nedlagt og genåbnede et helt andet sted for til sidst helt at forsvinde.
En fortegnelse over de privilegerede kroer i Ringkøbing Amt rummer i 1975 kun 3 kroer, som havde tilladelse til at brygge brændevin. Èn af dem var Lyne Kro, hvor herredsfoged Jacok Knudsens arvinger i 1932 fik privilegium hertil. Se mere i FRAM, 2005: “Veje, kroer, færgesteder og folde” – infrastrukturen bag studedrivernes arbejde”, af Esben Graungaard.
Ud over den velbevarede dyrefold ved Knude er der i området bl.a. fundet rester af dyrefolde ved tidligere Marup Kro nord for Skjern, fra kort kendes én ved Tarm kro og der er rester af folde ved Lyne Kro, Sækbæk Kro og Blaksmark Kro nord for Varde.
Professor C. Raunkjær har en beskrivelse af en dyrefold med i sine erindringer fra Raunkjærgård, udgivet i 1964: ” Fra en vestjysk Hedegård i tiden ca. 1865-75″. Han skriver om “Æ gammel foeld”…som forlængst var sunket sammen og overgroet med lyng og revling. Den blev under hedeopdykningen i 1800-tallet fjernet og brudt op sammen med resten af heden.
I 1617 fik Varde tilladelse til studeudskibning. Hjerting var Vardes ladeplads. Der var også udskibningssteder ved Hviding Nakke ved Ribe og Heide i Nordtyskland. Ringkøbing var også i en periode udskibningssted for stude. Se mere herom i: “Om dyrefolde i Ringkøbing Amt, af Søren Manøe, FRAM 2005.
Renskrevet af Karen Raunkjær med input fra bl.a. Kjeld Andersen, Knudevej 2, Lyne. Oktober 2017,
Om engafvanding og læplantning på Knude i midten af 1800-tallet.
Skrevet på baggrund af optegnelser i 1940 af Niels Raunkjær, født på Raunkjærgård i 1866. Er tilrettet til nutidigt stavning.
Da min bror Hans Raunkjær i 1876 overtog fødegården Raunkjær, købte far (Johan Chr. Hansen – senere Raunkjær) Knude, hvor mor (Ane Tjellesdatter), han og jeg, som da var 10 år, fik vores fremtidige hjem.
Knude var på 22. tdr. land meget tør sandjord af 2 og 3 takst. Det højeste stykke med takst 4. Far købte ejendommen hen i forsommeren, og der var ikke sået andet til end lidt vinterrug. Heraf kunne der det første år avles 11 traver, kort og fint i strået. Og så avledes der en 2-3 små læs hø. Det var alt hvad der var at fodre med om vinteren.
Lige syd og øst for ejendommen lå der 120 tdr.land hede og mose, som ejeren af Knude havde skøde på, men som 20 lodsejere fra Bork havde brugsret over til tørvegravning og lyngplukning, men de måtte ikke spænde heste fra og tøjre på de grønne steder, der var i engen. Grønningen var forbeholdt ejeren af Knude, som ikke drev megen landbrug. De levede hovedsageligt af at have tyvtfår og lam. Indtil 150 stk., som fik deres føde i de udstrakte heder sammen med dem, der tilhørte en del af Østergård.
Den omtalte Bork Hede havde i sin tid tilhørt et Stiftembede i Ribe og blev i 1797 solgt ved en auktion på Lyne Kro til en Madsen Bork fra Sønder Bork til afbenyttelse til tørveskær og lyngplukning. Men ejeren af Knude havde skøde på den. Hvordan han har fået det, er ikke godt at vide? Muligvis har han fået skødet bare for at holde opsigt med det. Far kunne rimeligvis godt give sig til at opdyrke heden, men det syntes han ikke om. Han foreslog så de 20 lodsejere, at han fik et stykke af heden. Men det syntes han heller ikke om. Så foreslog han de 20 lodsejere, at han fik et stykke af heden til opdyrkning. Han foreslog så 30 tdr.land imod at han gav de andre skøde på resten, eftersom de havde andel heri. Det gik lodsejerne villigt ind på, og så begyndte far med et par stude at pløje og mergle heden.
Far var fra Raunkjær meget interesset i engvanding. Da der her til Knude kun var en strimmel sur eng, hvorpå der kan avles katskjæg og blågræs, gav han sig til at stemme vandet op og anlægge til mere eng.
Det var ikke alt arbejde, der betalte sig for far, men han var en virksom mand. Han så det som en mulighed at forbedre ejendommen ved engvandingsanlæg. Men først efter at han havde købt 5 tdr.land, som lå lige ind til marken, kom der rigtig fart i engarbejdet. Nu fik han rigtigt anlagt vandingseng, som gav meget og godt hø. Det var en hjælp, for de overmåde tørre agre var ikke til græsning efter høslet.
I 1878 gjorde far forsøg med at anlægge og vande et stykke vest for vejen til Raunkjær. Det lå ind til kirkeengen – “a kjerkeng” og “Spangsbjergs eng”. Det var så stort et anlæg, at han ikke selv kunne magte det fordi han ikke havde noget nivelleringsapparat. Han henvendte sig da til engmester Kristian Jørgensen, Vallund, som var dygtig og havde to elever med sig. Det var Jacob Pallesen og Peder Ole Thygesen. De var 10 år ældre end jeg. Men det gjorde ikke noget og vi blev senere ungdomsvenner. Jeg glædes nu som ældre ved mindet, men mere om dem senere. Så vidt jeg husker var det i marts måned 1878 at de tre engmeste arbejdede for far på det stykke enganlæg. Jeg var 12 år og gik jo i skole. Og i de dage, hvor arbejdet stod på, var jeg hurtigt hjemme og nede ved engkarlene. Thi der var jo altid lidt løjer, som jeg jo ikke var ked af. Når man som dreng ikke kom hurtigt hjem fra skolen var vel grunden den, at i forårstiden, når fuglelivet begyndte at vågne, når viben var kommet, så skulle der ledes efter fuglereder. Og ellers skulle vandpytterne jo prøves, både på langs og på tværs. Det gav mange gange våde fødder, hvilket mor ikke altid var så glad for. En dag, da jeg var kommet fra skole og i en fart havde fået noget at spise og kommet ned til karlene i engen, så stod de opstillet i rækker og skulle på tælling springe over en grøft. Resultatet deraf blev, at vandmesteren sprang i grøften, medens de to andre kom over.
Far var ikke alene hedeopdyrker. Han havde opdyrket 100 tdr. land på Raunkjær. Han var også meget interesseret i enganlæg og var tillige plantningsmand. Han så at plantning ville være til stor nytte for kulturplanterne, som skulle vokse her på de magre sandjorder.
Efter at han på retsindig måde havde fået grænserne lagt ved skøde på ejendommen Knude, gav han sig sidst i firserne langs den søndre skel med 1000 alen, til at anlægge en halvdige og tillige en vej ud i øst midt i den erhvervede hede. Også her anlagde han en halvdige 600 alen lang. Den endte i en lille plantage på 6 skæpper land. I disse halvdiger plantede han bjergfyr, som indtil nu i 1940 har givet læ for marken.
Han havde engang hørt Dalgas i Hoven udtale de kendte ord: “Hvor ploven ej kan gå, og leen ej kan slå, bør et træ at stå”. Disse ord yndede han at udtale.
Da Agnete og jeg i 1890 overtog ejendommen forsatte vi den af far begyndte læplantning. Vi gennemførte en fuldstændig læplantning imellem de forskellige marker, ligesom vi gennemførte småplantninger om hus og hjem. De var ikke kun til pryd, men også til uvurderlig gavn for både korn, roer og græs. Jeg kunne huske at jorderne i 1890 var svært urolige. Men nu er der kommet ro over dem. Især læbælterne har helt forhindret den fejende sandflugt. Det har glædet os at dette plantningsarbejde ikke alene har været til gavn, men tillige har givet os påskønnelse i form af Plantningsforeningens Diplom i 1904 og 1924 samt en stor sølvpotageske med inskription fra de samvirkende plantningsforeninger for veludført hegn- og læplantning.
Planterne har ikke alene været til nytte, men det har også skabt en varmende arbejdsglæde, idet det var lykkedes så godt for os.
Lad os med dette minde om min far og hans arbejde slutte med hvad der står på Dalgasstenen i Brande:
Hedens konge vor tro ven Ennico Mylius Dalgas.
Først bakker brune, bliv skove lune
hans kongeord lød.
Så marken, sandet, fra å han vanded,
og græs fremskød.
Mens tørven blandet med bakkesandet.
os kornet bød.
Nu Vestenvinde, hvis magt han brød.
“Syng ham til minde i hedens skød”.
Dalgasstenen i Hoven, eget foto 2018.
Renskrevet maj 2018 af Karen Raunkjær på baggrund af afskrivning af notater af Niels Raunkjær, foretaget af Else Gammelgård (boede på Knude sammen med sin familie i forrige generation i 1900-tallet i perioden ca. 1950 – 1980).
Mindet i Kongenshus Mindepark
Som en påskønnelse af det store hedeopdykningsarbejde med afsvidning af lyngen, mergling og pløjning samt beplantning er der rejst en mindesten for slægten i Kongenshus Mindepark ved Viborg.
Især Niels Tjele Raunkjær og hans hustru Agnete, tilplantede store arealer og blev taget med på råd ved tilplantning af skov og læhegn i det midt- og vestjyske område.
I hjemmet blev der læst mange bøger, og da Salomon J. Frifelt udgav “Ad Jydske Veje Sønderud” i 3. oplag i 1959 fik Niels Raunkjær den i julegave af sin brodersøn Morten Hansen Raunkjær født på Raunkjærgaard (Brødre: Hans, Christian og Jørgen). Han “anmelder” bogen i sit julebrev til Morten og skriver blandt andet: “Fra Baunehøjen på Strellev Hede kunne man i 1881 se hele 32 kirker. Der står 36 i bogen. Det gør heller ikke noget med 4 mere eller mindre. Men vi børn talte 32 kirker, da jeg i 1881 gik til præst i Ølgod. Nu kan man idag ikke se så mange derfra. Dengang for godt 50 år siden var der jo snart ikke et Træ der spærrede for Udsigten. Hedeselskabet og Plantningsforeningen har gjort sit til at disse store udsigter er blevet mere venlige og hjemlige, idet der nu foruden de større plantninger snart sagt plantes ved ethvert hjem”.
I 1966 blev Kristian og Else Raunkjær (bedsteforældre) hædret for slægtens store arbejde med opdyrkning og beplantning af Kong Frederik den 9. ved Hedeselskabets 100 års jubilæumsfest i Viborg. Til begivenheden blev der lavet en filmoptagelse, der hed: “Landet de vandt”.
