Om mig

 

Dette er min nye hjemmeside, som er under opbygning. Jeg hedder Karen Raunkjær og er den miderste af en søskendeflok på 5.
Jeg er født og opvokset på en gård i Vestjylland. Det var før man kom i børnehave og SFO. Vi blev sluppet fri på et stort område og levede tæt på naturen, som vi udforskede og boltrede os i, uden ret meget indblanding fra de voksne.

 

Jeg er meget nysgerrig og har mange interesser, som min hjemmeside vil komme til at bære præg af.
Det er især naturen, familien, musikken, litteratur og poesi samt ikke mindst historien – både slægtens, lokalområdets, DK’s – men også Norden’s og verdenshistorien – som optager mig.
Jeg bor i et naturskønt område tæt på Abild Å, hvor der er fred og ro med masser af spændende naturoplevelser.

 

Rådyr og krondyr er tæt på, ligesom musvåger og fiskehejren flyver hen over vores hus. Om efteråret er det store flokke af gæs og svaner, der dominerer ”luftrummet”, når stærene og svalerne har lavet ”sort sol over Vester Barde” og er taget mod syd.

 

I mit logo indgår tro, håb og kærlighed, især næstekærlighed. Og nogle vigtige hovedværdier for mig er respekt, tillid, sammenhold og sund fornuft. Ravnene Hugin og Munin følger med fra sidelinjen. De er legesyge, kan efterligne lyde og har megen fantasi. De flyver ud i verden og kommer tilbage med viden og visdom.