Navnet Raunkjær stammer fra stednavnet på en fordybning nord for Raunkjærgård med de kæragtige engstrækninger.
I vedhæftede Power-Point fra et fætter-kusinetræf ved Henne Strand i 2018 er kort en beskrivelse af slægten med fotos.
Noget om livet på Raunkjærgård og stedets historie:
Fra søndagstur ved Raunkjær-Knude Skolespor den 23.02.2025:
Jeg hedder Karen Raunkjær, og er født og opvokset her på Raunkjærgård sammen med mine 4 søskende: Bodil, Elsebeth, Kirsten og Kamma. Det er nu i år faktisk 70 år siden, så dengang så her jo noget anderledes ud, med et aktivt traditionelt landbrug med både køer, grise, høns, kaniner, katte og hund.
Vi havde en dejlig barndom, hvor vi deltog aktivt i arbejdet både ude og inde. Vi hjalp til med at passe have, køkken have. Vi fik tidligt hver vores egen lille køkkenhave, som vi selv skulle passe. Vi hakkede roer, kørte hø og halm ind, hjalp til med ensilering, kravlede i kartofler, lugede, hakkede og fjernede ukrudt. Også gangene her i mindelunden. Her legede vi også tagfat, røver og soldater. Her var skønt at være både sommer og vinter.
Om foråret når bøgetræerne lige var sprunget ud og påske- og pinseliljer myldrede op af jorden, om vinteren når vi løb på skøjter sammen med alle de mange børn her på søen, nogle gange var vi over 30 børn, som kom her fra nabolagene.
Mine forældre, Knud og Johanne Raunkjær overtog gården i 1951 efter mine bedsteforældre, Else og Christian Raunkjær, som overtog gården i 1916 efter mine oldeforældre.
De flyttede derefter i hus i Lyne og kom ofte cyklende herud og hjalp til med at passe os, hus og have. Min mor kom fra Vendelbogård i Borris og de mødte hinanden til gymnastik i Skjern og på Askov Højskole. De havde også begge været på Vallekilde højskole. Min mor lærte at spille klaver og far violin, da de var børn. Derfor lå det dem også meget på sinde at vi skulle lære at spille et musikinstrument.
Udover landbrug og forenings- og bestyrelsesarbejde, var min far aktiv politiker og var i en periode på 17 år folketingskandidat og medlem af folketinget for Venstre. Desuden var han i en periode medlem af amtsrådet, klitkommissionen og forskellige skolebetyrelser. Han var meget arbejdsom, stod tidligt op og sent i seng. Og der var meget liv og trafik ind og ud af hjemmet med besøg fra både indland og udland.
Skolesporet:
Først vil jeg fortælle lidt og historien bag opstart af skolesporet, derefter om mindelunden her og stedets historie.
Det startede med at flere spurgte til baggrunden for denne her mindelund, også kaldet ”A gammel Hauw”, som vi står foran. Og så besluttede vi os for i 2016 at prøve at lave et skolespor under det landdækkende SPOR, som I kan finde oplysninger om på hjemmesiden spor.dk.
Det hele er blevet til og udviklet i samarbejde lodsejerne, Lyne Friskole, Spor-sekretariatet, borgerforeningen i Lyne (som også har været initiativtager til vandre- og cykelruter her i området, Ringkøbing-Skjern kommune, som har støttet med bord/bænkesæt, midler fra Gearingspuljen og i det hele taget givet stor opbakning. Desuden er der støtte fra forskellige Fonde og mange frivillige. Fx har Peder Brøgger, tidligere ansat i kommunen, bidraget med sin store viden om plantelivet, praktisk hjælp osv. Lyne Friskole var straks med på idéen, og det var de to lodsejere, som har lagt jord til sporet også: nemlig Søren og Fie Shelde, som nu er flyttet herfra gården, dog ikke ret langt væk, og Keld og Fie fra Knudevej 2, som stadigvæk bor der. De har alle været utrolig gæstfrie og positive overfor både Skolesporet, udeskolen, som vi kommer til at høre om senere samt det nye store insekthotel, også ved Knudevej 2.
Sporet blev indviet en meget varm junidag med over 300 deltagere, med musik, sang mange gode talere, hvor borgmester Hans Østergård også havde sat tid af til at være til stede og gå turen.
Det blev fint omtalt i avisen og i TV Midtvest.
Ruten er på knap 4 km alt i alt. Og herfra går vi ud ad landevejen mod vest, og til den gamle dyrefold. Derfra til Knude, med udeskole, insekthotel og sø i engen og tilbage igen.
Vi er glade for at den nye ejer af Raunkjærgård, Mikkel, også er positiv overfor sporet og for at der er offentlig adgang her til stedet.
Omkring selv sporet, så kan i læse mere om det i folderen og på spor-hjemmesiden. I tilknytning til sporet er det også blevet til Vild Mad-spor, hvor man kan finde spiselige urter og planter. Se mere herom i folder og hjemmesiden vildmad.dk
Søren og Fie Schelde har fået Dalgas´s mindelegat og foræret en fin egetræsbænk fra Sporsekretariatet, som anerkendelse af arbejdet med bevarelse af mindelunden og for etablering af skolesporet.
Raunkjærgård er grundlagt og opdyrket af mine tipoldeforældre Johan Christian Hansen og Ane Thjellesdatter i årene 1847 til 1876. Han kom fra Østergård Hovedgård, som i mange år var under Lønborggård og hun kom fra en gård lidt syd for Lyne. Han fik overdraget 130 tønderland hede fra østergård. Og gik i gang med afsvidning af lyngen, pløjning og mergling. Efter mange års hårdt slid afstod de i 1876 gården til deres søn Hans Raunkjær ( de er alle mindet i Kongenshus Mindepark ved Viborg). Udover Chresten havde de sønnerne Christen, som blev professor i botanik på Københavns Universitet og direktør for Botanisk Have, Jørgen, som blev gårdmand og flyttede til Strellev samt den yngste søn Niels, som senere overtog nabogården Knude, som vi også kommer forbi i dag.
Både Niels og senere Morten Raunkjær (min bedstefars bror var inde ved Livgarden, og blev genindkaldt under 1. verdenskrig – men det er en hel historie for sig selv).
Min oldefar, Hans Raunkjær var som ung på Askov højskole, som var en tradition i familien og i en årræke var han vinterlærer på skolen i Østergård og senere sognerådsformand i Lyne Sogn. Hans hustru, min oldemor var født og opvokset i Ansager Mølle tæt ved Å og Mølledam og mindelunden her på Raunkjærgård er blevet inspireret af hendes dejlige minder herfra, med platning af bøgetræer som hang ud over vandet, som træerne kunne spejle sig i.
Det er beskrevet i Gads ”Minder fra Gamle Grundvig´ske Hjem.
Hans og Kirstine Raunkjær var med i læsekredsmøder og det kulturelle liv på Tarm-Skjern egnen, som senere blev til kirkeligt Samfund, hvor de mødtes på Højskolehjemmet i Skjern. De var med til at starte læsekredsene, hvor en kreds skiftedes til at holde møder, læse bøger, som de byttede med hinanden, folkedans og sang fra bl.a. højskolesangbogen og der blev også holdt sommermøder her ved mindelunden.
Første sten blev rejst i 1929 på initiativ af min bedstefar, Christian Raunkjær og hans bror Morten Raunkjær. Det er en stor granitsten hentet hjem fra Bornholm, som påskønnelse af forældrenes og deres generations store indsats med hedeopdyrkningen. Det kan man læse mere om i hans erindringer: ”Fortæl om hjemme!”, udgivet af Ølgod museum i 1986. Den kom med jernbanen til Ølgod Station. På den står der bl.a.:
”En bonde så dygtig, en god og kærlig viv,
et tidsrum så lykkeligt,
trods kamp mod lyng og siv,
Thi lyngen måtte vige,
og kornet groede frem,
og tak de kunne sige, oh, kunne vi som dem”.
og på den anden side:
”Den første i gry, den sidste i kvæld,
du nåede langt før dagen gik på held.
Når engene grønnes, når negene bindes,
skal din færd af slægten mindes”.
På bagsiden står dette smukke ver:
”Trækfugleskarer i vår og høst,
kaldte på længslen dybt i bryst.
Ungdomslængsel mod dåd og virke,
evighedslængsel mod kristi kirke.
Og Gud velsignede hjemmet”.
De glædede sig over det rige dyre- og fugleliv, de var omgivet af. Og når Hans, min oldefar, pløjede og fandt en fuglerede, så standsede hesten af sig selv og flyttede han omhyggeligt reden over til siden og flyttede den tilbage igen, med det resultat at fuglene blev ved med at holde af deres rede.
Den anden store mindesten er rejst for botanikeren, professor Christen Raunkjær i 1938, det år han døde. Det er i år altså 87 år siden (1860 – 1938). Han blev på Vestkær Højskole ved Ølgod inspireret til at læse videre og blev student i Ordrup 1879. Derefter studerede han botanik på Københavns Universitet. Og fra 1912 til 1923 blev han direktør for botaniske have i København. Han blev møsnterbryder, både som underviser, forsker og forfatter. Han rejse, ofte med sin hustru Ingeborg (som kom fra Varde) og deres som Barclay Raunkjær. De rejse bl.a. til Holland, Dansk Vestindien, Sydamerika, Middelhavslandene og Nordafrika. I sin søgen efter en forklaring på planternes oprindelse var han x også ved Skagens Odde og ved Tinghøjene ved Sdr. Vium, hvor der var spændende planteflora, han også forskede i.
Biodiversiteten lå ham meget på sinde og han udviklede det ”Raunkiærkse livsformssystem, som fik stor betydning inden for plantegeografien. Og hans cirkelmetode anvendes den dag i dag i undervisningen og formidling inden for planteliv- og naturgeografi, bl.a. også på Naturkraft i Ringkøbing.
Det store kendskab og kærlighed til den vestjyske natur dannede således grundlag for hans senere studier og forskning. Han havde en usædvanlig iagttagelsesevne og allerede i 1902 lod han sig bemærke ved at opdage at mælkebøtter omfattede mange forskellige arter.
En samlet udgave af hans mange afhandlinger udkom i 1934 på Oxford Universitet. Og jeg kan huske at vi fik besøg af botanikstuderende fra indland og udland. Engang kom en hel busfuld englændere fra Oxford, som var nysgerrige efter at vide hvor han egentlig var født og opvokset. Bagefter skulle de besøge Botanisk Have og videre til Carl von Linné´s museum i Sverige. Det var ham, som udviklede og blev anerkendt verden over for opfindelse af systemet til klassificering af planter, dyr og mineraler.
Chresten Raunkjær var medlem af ”Danske Videnskabernes Selskab” og andre videnskabelige samlinger. Han var faktisk mest kendt i udlandet.
I sine senere år skrev han erindringer om sit hjem på Raunkjær. De viser også at han havde en poetisk år med digte, som ikke kom med i en bog med uddrag herfra: ”Fra en vestjysk Hedegård i tiden ca. 1865 – 75”. Dengang var det ildeset at man som naturvidenskabsmand var lidt poetisk og romantisk anlagt.
Engen
Der blev i gamle dage kaldet ”Knude kær” og A kjærk eng. Her blev i 1800-tallet hentet mosetørv og høstet store høslet. Hø blev dengang nærmest betragtet som guld. Jo mere hø, jo større rigdom.
Derfor blev der også her iværksat en større afvanding af engene, så jorden kunne opdyrkes. Der blev gravet sindrige overrislings- og afvandingssystemer. Det gav mulighed for god avl af hø.
I begyndelse af 60´erne foretog nationalmuset en arkæologisk udgravning, hvor de fandt en del potteskår. Det var jeg og mine ældre søskende selv vidne til. Der er også i to gravhøje fundet en lerkrukke og bronzesværdstumper, hvilket er tegn på tidlig aktivitet i området.
Studefolden og den vestjyske drivvej.
Området her har dybe spor langt tilbage i tiden. Der er gamle høje, dyrefolde og spor fra den vestjyske oldtidsvej og den gamle kongevej, også af nogle kaldet Ravvejen (Mads Lidegård), som gik helt fra Vendsyssel til Frisland.
De handelsmæssige forbindelse var ikke mod øst og hovedstaden København, men mod de økonomiske centre i Tyskland, Holland og England. Stedet her er et led i et større net af handelsveje, der helt fra oldtiden har sat Vestjylland i kontakt med omverdenen.
Studiefolden er en sløjfe på den vestjyske drivvej. Her blev dyrene gennet ind om aftenen, inden deres videre færd mod syd.
I en periode blev tusindvis af stude drevet mod markederne i syd. Med sig hjem havde de, ud over penge, smykker, fine klæder, kunsthåndværk m.v.
De ældste påviselige spor fra oldtiden ligger i Lynes omegn, bl.a. nær Strellev, ved tingstedet. Her går vejsporene ind under en bronzealderhøj, så sporene er omkring 4000 år gamle.
Oppe ved Hoved A11 er der et sjældent fænomen, nemlig aftryk af ca. 35 kringlede parallelspor, da det var et vadested i et større vådområde. Det er det største antal hjulspor, der er registreret i Danmark. Det har Poul Erik Søe, som var forstander på Lønne Højskole, skrevet om i Sognebladet i Lyne, april 1993. Han og højskolekursisterne besøgte stedet flere gange om året. Det burde nok synliggøres noget mere, da det er en sjælden og vigtig kulturarv, som bør bevares for eftertiden.
Der har været stor færdsel gennem Lyne og Lyne kro, nu kaldet Gæstehuset, blev et overnatningssted for de mange studedrivere og også her findes der tæt på resterne af en gammel studefold.
Her blev også gravet Hedetørv. Se FX beretninger herfra, skrevet af Inger Hansen, Egvad Historiske samling med hjælp af P. Grangård.
Knude.
På Knude boede Niels Raunkjær og Agnethe. De fik 8 børn som alle hjalp til og var aktive i foreningsarbejdet, fx. Skytteforeningen og foredragsforeningen.
Om aftenen lavede de husflidsarbejde, flettede kurve og der blev lavet lektier, læst op af en bog, til lyden af spinderokken. Niels blev kendt som plantningens mand. De gamle hedeopdyrkere på Raunkjær kaldte ham for lidt doven, da han interesserede sig mere for platning af træer end opdyrkning af heden. Han var radikal og fremsynet. Varklar over betydningen af at plante læhegn, skove og træer omkring gårdene/husene. Det var samtidig med at Dalgas startede den læplantning i Danmark/Vestjylland, som skulle forhindre at sandet føg og dækkede de spirende afgrøder til. De ville nok begge, have glædet sig over at der nu skal plantes skove igen i Danmark.
Det var ham med sætningen: ”Hvad udad tabes skal indad vindes.”
Her tænkte han på krigen i 1864, hvor vi mistede dele af Sønderjylland til Tyskland.
De plantede især gran- og fyrretræer, herunder hvidgran og sitkagran. Men også bøgetræer og andre løvtræer, hvilket var noget helt nyt at opleve i Vestjylland dengang. Da var der meget lidt beplantning. Fx kunne man på vej til Strellev se 38 kirketårne, hvilket fortæller noget om hvor fladt området var med et stort udsyn vidt omkring.