På sine lidt ældre dage gav Christen Raunkjær sig til at samle digte om planter og analyserede dem i forhold til hvor ofte de bestemte planter forekom i verselinjerne. Lidt utraditionelt, må man sige.
Én af disse udgivelser var ”Mælkebøtten i dansk poesi”, 1931. Han skrev om mælkebøtten: ”Med få konkurrenter kan mælkebøtten ved sin gyldne pragt og masse vise optræden ikke undgå at vække opmærksomhed. Hertil kommer, at den især har hjemme i kulturlandet. Den kommer let ind i børnenes leg, ja og i de unges ”orakel-leg” og bliver derved mindefæstet i de voksnes sind”.
På samme måde tænker jeg på mælkebøtten som en plante, der vækker mange gode minder. De strålende solgule blomster prydede grøftekanter og græsmarker. Vi bandt blomsterkranse af dem, lavede fløjter af dens stængel og pustede med fulde kraft til dens flotte frøstand. De små frø er udstyret med egen faldskærm og kan flyve langt ud i verden.
Stod der efter 3 pust ét lille frø tilbage på stænglen, havde man en kæreste og ens drømme ville blive opfyldt. Stod der fx 3 frø tilbage havde man hele 3 kærester! Og det var lidt pinligt.
Der kan også laves saft af den – både blade, stængler, blomster og rødder. Det er godt imod gigt ligesom det styrker leveren. Desuden kan der fremstilles te og urtesalt af dens tørrede blade og blomster.
Mælkebøtten blev, ifølge Christen Raunkjær, også brugt som ”et af de skønhedens kampmidler, der blev taget i brug i bestræbelsen for at bevare den vilde natur. Det gælder fx digtene: ”Når engen pløjes” af Ole Olsen, 1920 og ”Løvetand” af Valdemar Rørdam, 1925.
Digtene bærer præg af den tid, de er blevet skrevet i, men kan også være med til at pege på en tendens i vor tid. Fx har jeg hæftet mig ved det overraskende høje antal hektarer, der er blevet sløjfet som brakmarker og ”genopdyrket” de seneste 10 – 15 år.
Der er opdyrket et stykke land på størrelse med halvdelen af Fyn. Jord, der som brakmarker ikke blev gødet og sprøjtet med kemikalier.
Det er en skam og en glidebane, vendt mod det rene drikkevand og biodiversiteten. Man har ved at fjerne støtten til lægge markerne i brak, ødelagt et kæmpeareal, som lå i ”fri natur”, spredt rundt i landet – jordpletter, der var et paradis for dyr, fugle, insekter og planter. I dag er de i stort omfang erstattet af en ensidig dyrkning af fx majs, år ud og år ind, endda uden nogen form for sædskifte.
Man kan spørge sig selv hvem, der med god samvittighed i behold, kan være med til at støtte denne udvikling. Jeg kan kun opfordre til at de ansvarlige handler hurtigt og genetablerer disse brakmarker samt motiverer de, der dyrker jorden til at genindføre det i deres markplaner. Der bør nedsættes et ekspertudvalg, som sammen med lodsejerne finder metoder til hvordan det kan lade sig gøre, uden at de i forvejen trængte landmænd mister deres livsgrundlag. Der skal tænkes utraditionelt og skabes opbakning på tværs af fag- og befolkningsgrupper. Måske skal det fx kunne lade sig gøre at fonde (danske) kan medfinansiere forskellen mellem den kortsigtede indtjening ved ensformig dyrkning og braklægningen?
